Skip til hoved indholdet
Husk at hvis du leder efter et kommende arrangement, skal du benytte søgefunktionen i vores samlede kulturkalender.

 

 

Vil du være med til at skabe liv og åbne aktiviteter i Egedal – Byens Hus i Kokkedal? 
 

Egedal – Byens Hus er et af kommunens to kulturhuse, der skal danne rammen om spændende kulturelle oplevelser og aktiviteter for borgere i alle aldre.  Her er der plads og rum til foredrag, koncerter, teater, workshops, kreative værksteder, socialt samvær og meget mere. Mange foreninger og grupper bruger allerede huset til deres aktiviteter, men mange af disse aktiviteter er forbeholdt foreningernes medlemmer, og derfor kan kulturhuset virke lukket for de forbipasserende og borgere, der ikke har en god grund til at stikke næsen indenfor.

 

Bliv en del af det nye aktivitetsudvalg
 

Det skal laves om! I stil med tidligere perioder i kulturhusets historie ønsker Fredensborg Kommune at invitere borgerne til at være med til at skabe et varieret program og åbne huset op med aktiviteter og events med offentlig adgang. Derfor er der den 8. april blevet stiftet et aktivitetsudvalg, der fremadrettet skal tilrettelægge og afvikle en række åbne aktiviteter.
 

Formålet med etablering af aktivitetsudvalget er at styrke samarbejdet på tværs mellem de foreninger, der i dag benytter huset fast til egne aktiviteter og som i forvejen arrangerer kulturelle arrangementer for deres medlemmer.
 

Ligeledes er formålet at styrke forholdet til lokalområdet, hvor beboere i Kokkedal og andre interesserede får muligheden for at sætte deres præg på byens kulturhus.
 

Med åbne offentlige arrangementer kan interesse- og aldersgrupper mødes på tværs, og kulturhuset bliver tilgængeligt for de borgere, der ikke har deres daglige gang i huset gennem deltagelse i foreningsaktiviteter. Tidligere har der været arrangeret dukketeater, jazzkoncert, langbordsmiddag med fokus på bæredygtighed, foredrag om frivillighed for unge, juletræsarrangement, spøgelseshus til Halloween – kun fantasien sætter grænser for, hvad aktivitetsudvalget kan arrangere i det store kulturhus og den tilhørende park.

Der er fra kommunens side afsat midler til at skabe et varieret udbud af begivenheder, der tilgodeser både store og små og skaber liv i huset.

 

Vil du være med?
 

Alle er velkomne til at blie en del af aktivitetsudvalget og hjælpe med planlægning og afvikling arrangementer i Egedal. Vil du høre mere, så kontakt kulturhustekniker Michael Ziegler på mizi@fredensborg.dk.