Kongelig Sommerballet 2023 kommer til Fredensborg Slotshave
Traditionen tro rejser Det Kongelige Teater til sommer ud i landet med nogle af Danmarks bedste kunstnere og byder på gratis scenekunst i det fri. Sidste år kunne kommunens borgere og øvrige gæster nyde en aften med Opera i det fri - i år er det tid til at snøre tåspidsskoene og lade sig betage af hvirvlende balletskørter, når Den Kongelige Ballet indtager scenen ved søbredden af Esrum Sø.
Kongelig Sommerballet er gratis for publikum og besøger bl.a. Fredensborg Slotshave ved mindestenen tirsdag d.13 juni kl.19-20.30
Her kan både de helt garvede balletentusiaster, de små piger og drenge med balletdrømme og alle os andre se frem til en aften med ballet under åben himmel. Der er garanti for at opleve uddrag fra nogle af de allerstørste og mest elskede balletter.
Tag familien og madkurven under armen og oplev en magisk aften i kongelige omgivelser.
Det endelig program for Kongelig Sommerballet offentliggøres d.18. maj, og du kan læse meget mere om sommerballetten lige her.
Da der forventes mellem 2.500 og 3.000 publikummer, er det helt sikkert, at der bliver rift om parkeringspladserne i nærheden af Slotshaven.
Publikum skal være opmærksom på, at der kun er få handicappladser ved indgangen i Sørup, og at der ikke er mulighed for afsætning ved indgangen til Slotshaven ved Sørup Is- og Kaffestue. Publikum opfordres derfor til at gå fra de øvrige parkeringspladser eller benytte offentlig transport eller cykel.
Kort over parkering kan ses her